Stort fokus på nærvær
Nærvær, gode relationer, god stemning i hverdagen, læring og udvikling er vigtige værdiord i Daginstitutionen Hellebælle og fundamentet for at sikre børnenes sundhed, dannelse og trivsel. Det er med afsæt i disse værdier vi altid tilrettelægger vores pædagogiske praksis og vores læringsmiljøer.
Naturen vægtes højt
I 2019 blev Daginstitutionen Hellebælle certificeret og fik det grønne flag, som er Friluftsrådets landsdækkende grønne mærkningsordning for børneinstitutioner. Det tildeles institutioner der særligt ønsker at støtte det sunde børneliv, hvor naturen bruges aktivt. Undersøgelser viser, at børn, der opholder sig meget i naturen, er mere raske og udvikler koncentrationsevne, samarbejdsvilje og opfindsomhed.
Vi arbejder med affaldssortering både ude og inde, affaldsindsamling mm. Et fokus som er for alle vores børn i alderen 1-6 år.
Vi har stor fokus på vores sommerfugle, vi har b.la. blomster og buske der fordrer det gode sommerfugleliv i hele institutionen. Vi har masser af lege og aktiviteter omkring kryb og kravl, insekthotel, vildnæs-områder til det fri dyreliv. Vi har ture ud af huset med stor fokus på dyreliv, blomster, buske/krat områder.
Vi har de sidste 7 år haft sølvmærke i økologi – Fødevarestyrelsens økologiske spisemærke.
Forældresamarbejdet prioriteres meget højt
Det tillidsfulde og konstruktive samarbejde og fællesskab med vores forældregruppe prioriteres højt. Vi samarbejder om at fremme barnets trivsel, dannelse, læring og udvikling, og vi samarbejder omkring at understøtte børnefællesskaberne.
Daginstitutionen Hellebælle er en kommunal og aldersintegreret institution beliggende i Klarup. Børnene er i alderen 0-6 år fordelt på en vuggestuegruppe og fire børnehavegrupper. Hellebælle blev bygget i 1994 og ligger på toppen af et naturskønt område/boligområde i Klarup.